I Danmark er rotter en velkendt del af dyrelivet, især i områder med tæt bebyggelse eller adgang til føde og vand. Den mest almindelige art herhjemme er den brune rotte (Rattus norvegicus), også kendt som vandrerotten. En anden art – husrotten – ses sjældent i Danmark og omtales ikke yderligere her. Rotter er tilpasningsdygtige og kan leve både udendørs og indendørs. Derfor er det vigtigt at vide lidt om, hvordan de ser ud, hvordan de lever, og hvordan man bedst forebygger og håndterer et problem, hvis det opstår.​​

​

Udseende

Den brune rotte bliver typisk op til 45 cm lang, inklusive halen, som udgør omkring 20 cm. En voksen han vejer oftest mellem 250 og 300 gram, men vægten kan svinge meget – nogle eksemplarer er målt til over 500 gram. Farven varierer fra mørkebrun til gråbrun på ryggen, mens maven er lysere – fra grå til næsten hvid. Halen er karakteristisk, skællende, nøgen og kødfuld, i modsætning til musens slanke og behårede hale. Unge rotter har ofte et lidt “hvalpet” udseende med store poter, et uforholdsmæssigt stort hoved og en grålig pels.

​

​

​

​

​

​

​

​

 

Biologi og adfærd

Rotter er sociale dyr med høj formeringsevne. En hun bliver kønsmoden allerede efter tre måneder, og kan få op til fem kuld årligt med fire til tolv unger pr. gang. Formeringen foregår hele året, især hvis de opholder sig indendørs eller i milde vintre. Rotter er altædende, men foretrækker kornprodukter. De spiser cirka en tiendedel af deres egen kropsvægt dagligt og har behov for drikkevand for at overleve, i modsætning til mus. De er dygtige klatrere og svømmere, men deres stærkeste våben er de store fortænder, der kan gnave sig gennem det meste – også plastik, træ og aluminium, men ikke jern. Ynglereder bygges af, hvad end de kan finde: papir, plast, halm, stof og lignende.

 

Skade

Rotter kan forårsage store økonomiske og sundhedsmæssige skader. De æder og forurener fødevarer og foder og gnaver i bygninger, rør og elinstallationer, hvilket kan føre til kortslutning og brand. Derudover spreder de sygdomme som Weils syge og salmonella via urin og ekskrementer. Deres tilstedeværelse kan også være generende med støj, især om natten, og for mange er det psykisk belastende at have rotter i nærheden.

 

Forebyggelse og bekæmpelse

Rottebekæmpelse er et fælles ansvar. Når det gælder bekæmpelse af rotter, siger rottebestemmelserne (Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 23. juni 2001) tydeligt, at det er noget, kommunen skal tage sig af, mens husejeren til gengæld har pligt til at holde bygningerne i forsvarlig rottesikret stand og sørge for, at der er rimelig orden m.v., så man ikke giver rotterne for gode levemuligheder. 

 

Alle ejendomme i landzone bliver besøgt af rottebekæmperen to gange årligt, mens ejendomme i byzone kun får foretaget bekæmpelse, hvis man anmelder rotter til kommunen. 

Ved rotter i kloakken er ejeren ansvarlig for installationer og afløb inden for skellet. Indendørs må man aldrig bruge gift, da det kan føre til lugtgener og insektproblemer. I stedet skal man bruge fælder og finde frem til, hvor rotterne kommer ind. Udendørs må kommunen bruge gift, men det er vigtigt at fjerne alternative fødekilder som fuglefoder, kompost og affald.

 

Rotteproblemer opstår ofte, når de har nem adgang til mad, vand og skjul. Du kan mindske risikoen for besøg ved at:

​​

• Holde affald og foder godt lukket inde

• Undgå åbne adgangsveje som defekte riste eller sprækker

• Tætne bygninger, især omkring kloak og ventilationssystemer

• Rydde op omkring bygninger og undgå høje brændestakke tæt på boligen

• Sørge for, at kloak- og afløbssystemer er i god stand

 

Påvisning – Rotter eller mus?

Det kan være svært at skelne mellem rotter og mus, især rotteunger og store halsbåndsmus. Rotter er markant større end mus og har en tykkere, nøgen og skællet hale, hvor musenes hale er slank og behåret. Rotteunger har “hvalpede” træk med store poter og et relativt stort hoved. Deres pels er grålig. Ekskrementerne fra rotter er større og ligger ofte samlet på skjulte steder, mens musenes ekskrementer er små og spredt overalt. Rotter laver ofte tydelige gnavemærker med deres kraftige fortænder, som kan være op til tre millimeter brede. Man kan lægge margarine på mistænkte steder og se efter disse mærker. Man kan også drysse talkum eller mel, hvor dyrene færdes, og tjekke for fodspor. Hvis der høres kraftigt gnaven, hvin og skrig oppe fra loftet, er det som regel rotter. Støj kan også komme fra husmår, men så vil man typisk finde mårens store, snoede, sorte ekskrementer, som er helt anderledes end rottens.