Husmåren (Martes foina) er et nysgerrigt og nataktivt dyr, der i stigende grad har tilpasset sig livet tæt på mennesker. Selvom den som udgangspunkt ikke er farlig, kan dens tilstedeværelse i huse og på lofter give anledning til støjgener og lugtgener. Det er derfor nyttigt at kende lidt til mårens adfærd, hvordan man kan forebygge besøg – og hvad man kan gøre, hvis den allerede er flyttet ind.

​

Udseende

En voksen husmår er omkring 70 cm lang, hvoraf halen udgør cirka en tredjedel. Pelsen er brunlig med en karakteristisk hvid plet på hals og bryst. Mårens ekskrementer kan være en tydelig indikator på dens tilstedeværelse – de er typisk snoede, mørke og 8–10 cm lange, ofte med rester af hår, fjer og små knogler.

Spor efter husmåren kan også ses i form af poteaftryk med tydelige klomærker. Disse er aflange og kan let forveksles med kattens, men kattens aftryk er normalt rundere og uden kloaftryk.

 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

Biologi og adfærd

Husmåren lever primært af små pattedyr, fugle og æg, og den er mest aktiv i nattetimerne. Den har sin parringssæson i sommermånederne, men ungerne bliver først født det følgende forår – typisk i marts eller april.

Oprindeligt holdt husmåren til i lader, udhuse og gamle reder, men den har i dag tilpasset sig livet i tættere bebyggede områder. Den ses nu ofte i sommerhuse og parcelhuse, hvor loftrum giver gode skjulesteder. Måren vender gerne tilbage til det samme sted, hvis den først har fundet sig til rette.

 

Skade

Selvom husmåren sjældent ødelægger bygningsdele som træværk, kan den stadig være til gene. På loftet kan dens færden give larm – især om natten – og den efterlader ofte afføring samt rester af byttedyr, hvilket kan føre til en ubehagelig lugt. I huse med stråtag kan den skabe adgangshuller, og i isoleringsmaterialer kan den rive og flytte rundt, hvilket forringer isoleringens funktion.

 

Forebyggelse og bekæmpelse

Den mest langsigtede løsning er at forhindre måren i at få adgang. Det kan kræve reparation af revner i tag eller gavle, og man bør tjekke, om der er træer, klatrestativer eller nedløbsrør, som giver den adgang til taget. Som tommelfingerregel siger man, at hvor et hønseæg kan komme ind, kan en mår også.

​

Det er vigtigt at tjekke for adgangsveje og udelukke dem – men aldrig før man er sikker på, at måren er ude, så man ikke lukker den inde. Snavsede poteaftryk eller kradsemærker kan hjælpe med at finde ruten, den bruger. Man kan også beskære grene eller sætte tragtformede barrierer op af trådnet omkring træstammer eller murkanter, som gør det svært for måren at klatre.

Husmårer bryder sig ikke om uro. Det er muligt at gøre loftrummet mindre attraktivt for den ved at udsætte den for støj (fx via radio eller højttalere) og kraftigt lys. Dette virker bedst, hvis det kombineres med kraftige dufte, som måren finder frastødende – fx naftalin, hjortetakolie eller paradiklorbenzen (kan købes i byggemarkeder eller materialistbutikker).

 

Påvisning

Ofte er det første tegn på husmåren støj fra loftet. I modsætning til mus og rotter gnaver måren ikke i materialer – så hvis man hører tydelige gnavelyde, er det sandsynligvis ikke en mår. Dens ekskrementer og lugt kan afsløre dens tilstedeværelse, og fodspor i mel eller bidemærker i fødevarer som gulerødder eller margarine kan hjælpe med at identificere dyret.